mandag den 31. marts 2014

Ugens anbefaling

Sæt dig i solen med en god bog og bliv så siddende, kun afbrudt at små pauser for at hente spiselige forsyninger og tisse.

lørdag den 29. marts 2014

Lidt fra Skoven

 Jeg bor i skoven og bruger skoven hver eneste dag, lange ture , korte ture, løbeture, sanseture , ting finder ture, snakke ture, alene ture og meget meget mere.
Milturt er en af de nyere planter for mig, den vokser mange steder her i denne skov og jeg synes den er så fin med sin syrlige farve.
 Og se nu her ! Sørme så ! En lille dusk ramsløg er fundet i min skov ! Særlig glæde og tilfredshed.
 Hvad er dette !? Det ligger, som I kan se, under 2 stykker træ i skovbunden..
Et æg. Hvem har mon lagt et æg, sådan skødeløst direkte på den kolde jord?
Skoven er min glæde.

fredag den 28. marts 2014

Sart gul skønhed

Der knyttes mange legender til blomster og rigtig mange af dem handler om Jomfru Maria. Det har Anemette Olesen skrevet en forrygende bog om; "Marias planter ". Den kan anbefales.
Her omkring, i "min" skov bokser der store gavmilde mængder af Hulkravet Kodriver. Den har mange navne, for kært barn har som bekendt det; "Jomfru Marias nøgler" er et af dem og Anemette Olesen fortæller, at en svale havde snuppet hendes guldnøgler, men en lærke bragte dem tilbage til hende og der hvor den frække svale havde lagt nøglerne, voksede nu de skønneste og duftende kodriver.
I Øverigt kan Kodriveren spises- bladene som salat, blomster og rod i the....Men jeg synes den er for bitter og nøjes med at glæde mine øjne og sjæl med dem.
Dagen Buket er en fin lille buket Kodriver.

torsdag den 27. marts 2014

Langt mellem snapsene

Jeg er kommet lidt ud af mit blogFlow , men forsøger at komme tilbage, da jeg ren faktisk er ret afhængig af at færdes i og være en del af det mangfoldige BlogLand. Jeg vil forsøge at træde ind i flowet med at anbefale en blog.
En af de blogger jeg altid har læst med glæde og nysgerrighed, er Lotte. Lotte lever blandt flere blogge, men lige meget hvorhen hun går, så følger jeg hende, for hun har en ægthed, en kærlighed, en søgen, en ydmyghed og en stor livsglæde, som er smittende og inspirerende.
Det sidste indlæg, på en af hendes blogge, lister 6 punkter op- 6 hurtige - til et enkelt liv.Intet er jo enkelt eller hurtigt, hvis vi taler om varige forandringer, men på trods af, at det sande ofte er enkelt er det dog så svært.. Hvis vi virkelig vil forandre os og dermed vores liv, så kræver det mange overvejelser, mange valg og alle valg har konsekvenser.Men først og fremmest kræver det handling- NU og ikke på mandag eller når børnene er større. Livet er lige nu og her og ingen af os ved, hvor længe vi får lov til at leve det, så skulle vi ikke give os selv den (op)gave , at gøre vores liv så godt, så sandt som vi kan.
At gøre sig umage - det er en vigtig livs regel . Jeg har gjort mig umage med min mellem måltider bolle ; god hjemmebagt bolle med peanut butter og banan og æble :)

fredag den 21. marts 2014

Mig og min kompost

Jeg har altid haft et kærligheds forhold til kompost - at skabe liv ud af affald, er magisk.
Jeg har aldrig haft den smukke kompost - det vil for mig sige, et område, hvor der er bygget 3-4 rum til det magiske arbejde - det er bygget i lærketræ, står under nogle træer og buske, og der gror altid en squash i en af rummene...Høns vælter rund omkring stedet og prøver at stjæle orm...
Drømme skal man have ! Og da jeg bor langt fra et byggemarked, der kan sælge mig lærke træ og jeg ikke ejer en bil... Så trives jeg ok med min grønne kugle af plast.
 Dette billede er fra Februar i år og taget inde fra mit køkken vindue. Alt det rod, der ligger til ventre, er trykimprægneret træ, jeg har fundet de særeste steder på min grund..Nu ligger det der, indtil jeg finder en måde at komme af med det på.
Min kuglekompost står under et lille træ og jeg har plantet en Hyld ved siden af, for Hyld har god energi.
Ovenover den grønne kugle hænger et vindspil og lader vindens toner svøbe sig om komposten.
Men jeg vil have mere - jeg har ikke nok i en , så jeg skrev til kommunen og spurgte om jeg måtte få een til grøn kugle og det måtte jeg gerne.
 Den blev også placeret under et lille træ.
 En symbol, en fanger af årstidens skiften, blev hængt over den nye grønne kugle
En Hyld blev plantet ved siden af.
Nu kan der skabes liv af alt det der ellers ville blive smidt ud.
Hvis du gerne vil læse noget af det smukkeste der er skrevet om kompost- så læs Rosendals Have af Lars Krantz og Nina Ericson.
Poesi :)

torsdag den 20. marts 2014

En buket vår

At modtage en buket med de første små blomster fra skoven , sé det er en af mit livs store glæder.
Guldstjerne, hvid Anemone, blå Anemone, Kodriver og hulrodet Lærkespore.

onsdag den 19. marts 2014

Sen Aftensmad

Når ÆldsteDatter kommer til det lille hus, sent på aftenen, skal hun da stadig have mad.
Jeg valgte at lave en kold pastasalat til hende - hun får altid et særligt skær af glæde i sine øjne, når talen falder på barndommens pastasalat.. Hun er jo barn af firserne..
 Denne er nu med fuldkornspasta, broccoli, ærter og porrer og vendt med gavmilde mængder af brændenældepesto.
Nå ja - og drysset med ristede solsikkekerner .
Hun blev glad.




tirsdag den 18. marts 2014

At stå i midten af mig selv

Jeg er stadig sygemeldt med stress. Det er ikke en rar tilstand- hverken at være stress ramt eller sygemeldt.
Det kræver sin kvinde ikke at føle sig underlegen, mindre god, lidt som en taber og ikke mindst som et offer. Jeg mister min styrke, nej, jeg mister den ikke,den er godt begravet, men den skal findes frem gang på gang på gang. Jeg skal huske, at jeg er noget værd, at jeg kan noget, at jeg er noget. Denne tilstand, at være stress ramt, er en periode i mit liv,som jeg skal igennem , forhåbentlig med ny viden og nye erfaringer. At jeg som sygemeldt er tvunget til lettere ydmygende samtaler med sagsbehandlere, der ikke ser mig- dét er så en helt anden sag. At jeg føler mig afklædt og mindreværdig efter en sådan samtale, er noget jeg må arbejde med- for jeg ved jo godt hvem jeg er og hvad jeg kan. Jeg er sygemeldt med stress på grund af mine arbejdsvilkår. Der er intet galt med mig, det er min arbejdsplads-de vilkår den byder mig, der er noget galt med. Jeg skal åbenbart meget ofte til disse samtaler med forskellige mennesker, også selv om jeg jo har et job, jeg "bare" er midlertidigt sygemeldt fra, så jeg skal vist have fundet min ligevægt, mit selvværd og min tro på mig selv frem fra stress dybet, for ellers er det da ikke til at holde ud.

Jeg har valgt at denne blog ikke skal handle så meget om mine elendigheder, for jeg vil holde fokus på noget helt andet, men det betyder ikke, at jeg ignorer min sorg, min nervøsitet, min usikkerhed, min føle sig alene , min uro, min følelse af at være et menneske, der kan undværes- ude af øje ude af sind, jeg favner alle de følelser, for de er en del af mig. De er med til at gøre mig til den jeg er. Jeg vælger bare, at her på bloggen, behandles de ganske overfladisk- de er ikke hemmelige, de skal bare ikke være det, det hele handler om. For mit liv indeholder så meget mere og dét skal gives plads her.
Lang smøre og prøvede ellers at lette den med et billede af den yndige Guldstjerne, der står her til højre for mig.
:)

mandag den 17. marts 2014

At gå og kigge ned ad

Jeg går lange ture i skoven og rundture i min have og blikket er konstant ved jorden. Jeg kigger efter vårtegn, efter hvor langt diverse vækster er kommet og om de kommer.
I skoven har jeg længe søgt tegn på Anemone, den smukke hvide af slagsen, den er over alt i skoven nu :)
Nu søger mit blik efter Ramsløg- jamen her må da være Ramsløg- skoven er jo oplagt til det, løvskov ved vand.
 I går, blandt urolige træer og hylende blæst, faldt forrevne solstråler på noget i skovbunden..
Jeps ! Den blå Anemone i frihed ! Jeg har den i min have og nu har jeg den også i skoven.
Glæde af den hjertehoppene slags - men Ramsløg..........

søndag den 16. marts 2014

Den der stormende blæst

Jeg duer ikke til blæst. Den gør mig rundtosset og smågnaven. Jeg snakker lidt med mine spirer i vinduet, kigger ud på de urolige træer, trækker i sweateren og foder de vilde fugle- ser surt op på de vilde skyer.
Siger højt til mig selv, at der ikke findes dårligt vejr.
Nå.
Vil trave en lang tur, det kan jeg sagtens, selv om jeg er blæstSur og så tror jeg dagen må bruges til indeliv med strikog sikkert noget sødt og godt. Det er jo Stormende Søndag. Måske blæsten blæser væk og roen indfinder sig ? Hvis det sker- så er jeg derude !

lørdag den 15. marts 2014

At tage hånd om sig selv

"Succes er at leve et helt og afbalanceret liv i samarbejde med andre, et liv, der fører til en lykkelig følelse af kærlighed, til en følelse af at bidrage, og til en følelse af værdsættelse og overflod - ligegyldigt hvad  vores bestræbelser fører til. "

- Susan Jeffers ; Dans med  livet -

fredag den 14. marts 2014

At ville det smukke og det gode og det sande og det der gør dig glad

 Lille buket fra skoven ; Kodriver, Guldstjerne, Milturt og Lungeurt. En rosa muslingeskal fra stranden, lige her i "baghaven".
 Brændenælde, Mælkebøtte og Skvalderkål fra skoven til min frokost omelet.
At grave. Når ting, jeg intet kan gøre for at ændre, stiger mig over hovedet, så hjælper det at grave i min have. Virkelig, det hjælper. Kan anbefales :)

torsdag den 13. marts 2014

Slidt, brugt og smukt

En skåret glas kande fyldt med strandfund, en Vibeæg, der har spredt sin særegen skønhed indendøre og nu venter på at blive puttet i jorden igen, tilfældigt at det hele havnet der, ved vinduet i stalden. Tilfældigt, men åh så fint.

onsdag den 12. marts 2014

Ugens anbefaling - bag cookies

I Danmark er våren kommet og ja, vi har kolde nætter og metrologerne antyder både blæst og regn og slud, men våren ER kommet.
OG det skal fejres og nyde - vi må UD i solen og være midt i våren og at drikke sin kaffe og nyde en lille kage i solen, er da en rigtig fin anerkendelse af våren.
 ET godt tip på vejen til de gode cookies; Hak din chokolade med en brødkniv, så springer chokoladen ikke rundt i hele køkkenet.
Husk det nu, tag en pause i solen ! Gerne med kage :)

tirsdag den 11. marts 2014

En genlæsning

Jeg har sagt der før, men siger det gerne igen, jeg læser meget og jeg genlæser gerne, mange bøger mange mange mange gange.
Denne bog har jeg læst rigtig mange gange. Jeg holder nemlig meget af dens stemning.
Den foregår i Frankrig og England. Handler om at blive voksen, om at dyrke sin have og hverdagens magi.
Blandt andet.
Jeg vil gerne eje denne bog, men jeg kan ikke finde den nogen steder, så jeg låner den på biblioteket, ofte.
Hurra for vores biblioteker !

mandag den 10. marts 2014

Glæder fra ugen der gik

Uge 10 vil huskes, af mig, som den uge hvor våren kom. Det var ugens aller største glæde. Men glæderne står i kø;

 De første små marcipanæg blev nydt. De har været i butikkerne længe, men vi har været standhaftige og har ventet til rette anledning, og det blev så vårens komme.


 Udflugt. At tage sin cykel og køre langt væk og se nye steder, få nye indtryk - dét er en glæde.
Her et sted i en anden skov. Den lysning i skoven har en svensk energi - jeg ville ikke blive overrasket over at se Elg og Bjørn. Og dog :)
 Glæden er at finde årets første - her Følfod, men ugen har også budt på Martsviol og Vorterod. 2 blanke stære på en græsplænen og 7 viber i en flok.
 ÆldsteDatter bygger hegn. Udfra det dogme, at materialerne skal være her, intet bliver indkøbt. Jeg er vild med hendes hegn. Op ad dette hegn, der skaber et rum ved komposten, skal der nok gro en Ærteblomst eller 2. Måske. Jeg kan nemlig ret godt lide at jeg kan se det fine hegn. Vi får se hvad der sker. Og hun bygger flere hegn med helt andre udtryk - jeg glædes.
At så i vindueskarmen. Forspire alverdens vækster- det var også en af ugens glæder. Her putter jeg nænsomt Lathyrus frø i jord. Jeg har lagt de hårde frø i vand natten over, så er det lettere at få dem til at spire.
Uge 10 - ugen hvor våren kom og slog sig ned.

fredag den 7. marts 2014

Torsdags Glimt fra min have

Jeg har en have igen og jeg takker og glædes over den hver eneste dag. Jeg bliver et bedre menneske, når jeg har en have - en bedre udgave af mig selv. Sådan er det bare, min erfaring viser mig denne sandhed .
 Det lille hus med Høne og husløg har fulgt mig fra have til altan og nu til have igen. Høne har skam en Hane, han hænger under hende... Der er en særlig energi i dette lille hus med Høne (og Hane), som ikke skal undervurderes i min have.
 Min have er jo i skoven, men her er mange sten og de er velkomne, de har en solid skønhed og en evig bestandighed, der er godt for et flyvsk menneske som jeg selv.
 Her er mange dyr, der elsker mine planter, rådyr, hare, muldvarp, mosegris og mus. Men jeg må have roser ! Da jeg flyttede ind i Juli 13 satte jeg Grislaine de Féligonde - hun har torne og bliver høj og vild med den skønneste sart gule farve og forrygende duft. Hun folder sine grønne blade ud nu og jeg takker hende og beder de vilde dyr om at spise græs og bøgeknopper - tak.
 Jeg går  i urtehaven og prøver at lokke urterne op af den kolde jord- indtil videre er det kun Purløg, der lytter- velkommen Purløg, du har været inderlig savnet. Jeg er en anelse bekymret for Løvstikke, da Muldvarpe holder fest, der hvor Løvstikke sover sin vintersøvn..
 Der er højt til loftet i min have og man må godt synge højt og gå i mærkeligt tøj.
 Jeg graver græs op og vender jord- for her skal Bønne, Koriander, Ærte og Squash bo. Og Blomster !
 Jeg delte Mynte i Juli og August - satte hende her og der og allevegne og hun takker med fin vækst og underskøn duft. Hun er velkommen her og der og alle vegne. Om lidt kan jeg drikke myntethe og drysse mine salater og kager med velduft og søde toner.
Akelaje. Hvor der er en plet med jord, bør der gro en Akeleje. Og det gør der så her i min have. Jeg kastede frø alle vegne, da jeg flyttede herned og nu dukker de op, de smukke rossetter, der samler på dugdråben.
Det var bare et lille glimt fra min have en Torsdag i Marts. Kan I mærke det ? Våren er her !

torsdag den 6. marts 2014

Billeder

At tage billeder, er noget at hænge hukommelsen op på. At tage billeder er noget, jeg ikke kan lade være med. At tage billeder er en glæde af de store. Jeg tager billeder hver eneste dag- "bare" med min telefon, den er mit kamera og jeg elsker den- altså min telefon.
Jeg holder af at kigge tilbage i mine billeder, de viser mit liv, min hverdag, hvad jeg så, opdagede, gjorde fyldte mit liv med.
 2. Januar. Der fik jeg orden i min kalender, fundet ny notes bog til det nye år og læst i bøger, der giver sjælenæring.
 2. Februar. Der holdt jeg Kyndelmisse med mine døtre og vi fik blandt andet kakao med skumfidusser.
2. Marts. Var jeg på National museet og så blandt andet en fin lille udstilling om navajo indianernes vævede tæpper.
Gennem mange år har jeg haft mit eget foto projekt, 365, hvor jeg tager et billede hver dag. Bare et billede af hvad der nu lige falder mig ind. Det skaber fokus på det jeg ser, den verden jeg er en del af. Det øger min opmærksomhed på mine omgivelser. Det gør mig glad.

onsdag den 5. marts 2014

At skabe traditioner

Da jeg flyttede her ned i det lille hus i skoven, besluttede jeg mig for at skabe mig nogle nye traditioner eller forvandle de gamle, så de føltes rigtige for mig. Jeg mener traditionerne er vores skelet, de rammer vores liv udfolder sig i og derfor er de vigtige. Men traditioner skal udvikle sig sammen med os, for vi forandres og det skal traditionerne afspejle. Synes jeg.
 Pandekagensdag. Traditioner, hvor til der hører mad, har en stor plads i mit hjerte :) Pandekagensdag blev fejret i går med ganske almindelige pandekager og det var godt.
Vi kunne have gået linjen ud og spist madpandekager til aftensmad..Men det gjorde vi ikke, istedet kom der nyhøstet skvalderkål i omeletten og det var godt.

søndag den 2. marts 2014

At dele sine glæder

"Bedstemor sagde at jeg havde gjort det rigtige, for når man opdager noget godt, så skal man lige med det samme gå hen og vise det til nogen andre; på den måde spreder man det gode omkring sig og der er ingen ende på hvor langt det kan nå. Hvad der er rigtig nok. "

- Forest Carter: Little Tree -

Derfor deler jeg mine glæder med jer. Jeg kan slet ikke lade være. Jeg mærker min glæde vokser, når jeg deler den. Glæden skal passes og plejes, have opmærksomhed for at gro og trives. Som alt andet.
I er gode mennesker, der skriver til mig, at I holder af at jeg deler mine glæder med jer, at det skærper jeres fokus på netop de såkaldte små glæder i jeres liv. Det gør mig glad :)

lørdag den 1. marts 2014

En let frokost

 - giver plads til mere kage :)
Broccoli- let dampet, rucola, diverse bønner og kikærter- fra dåse, Nutana har en god øko blanding, solsikkekerner og sidst men ikke mindst- en rigtig god olie/eddike dressing.