torsdag den 30. april 2015

Blød og duftende

 Hvidt mel er indkøbt, for nu skal der bages hveder.
Smørblød og kardemommeduftende kan den nu hvile sig , inden den formes til bløde søde hvedeknopper, som skal spises ristet i morgen.
Jeg bruger den gode gamle opskrift, jeg altid har brugt, men jeg ved Meyer har en fin opskrift.

onsdag den 29. april 2015

Blå

 Kærmindesøster
 Forglemmigej
Vårkærminde
3 blå søstre lever og gror i min have og bliver elsket for alt deres blåhed.

tirsdag den 28. april 2015

At skubbe til sine grænser

Min søn er meget klog og forstår sig også på computere, både det " hårde" og det "bløde" og han sendte en mail med en forklaring, en formodning og en anvisning angående min døde computer. I den stod der blandt andet, at jeg skulle skrue den fra hinanden (!!!!), pille batteriet ud, fjerne ledninger fra et printkort og meget andet teknisk. !!!!!! ......... Efter flere dage uden computer , som er meget svær at undvære i dagens samfund, var jeg så desperat, at jeg hoppede ud i det.   !!!!!
På et tidspunkt kom både gnist og røg !!!! og jeg skrev en rystende nervøs SMS til Sønnen - fik en lakonisk besked tilbage ; "Gnist og røg er ikke godt "
Nå..........Tænkte, at så kunne det også være lige meget - begyndte at trække vejret igen og fortsatte og ved I hvad- den virker !!!
Vi gjorde det sørme; Sønnen og jeg, så må vi se hvor længe den holder, der kom jo både gnist og røg. Og en overskydende skrue...

mandag den 27. april 2015

Ufrivillig pause

Søde mennesker, der læser med her inde - jeg holder lige en meget ufrivillig blogpause, fordi min computer er død. Som i helt død og uden liv - hulk !
Der arbejdes på løsninger, men indtil da, vil der intet liv være her på bloggen.
ÆV :(

onsdag den 22. april 2015

At tage vare på våren

 Brændenælderne står så smukke lige nu, de strutter af livskraft og sundhed. Jeg samler dem ind uden hansker på, tænker at min omsorg og forsigtighed har en betydning...Om ikke andet bliver jeg nærværende i det jeg gør.
 Tålmodighed er ikke min spids kompetance, så da de skal bundtes, kommer de gule hansker frem.
 Nu hænger de første bundter i læ for sol og regn men frit tilgængelige for blæsten. De hænger og tørrer til brændenældethe.
 Fadet er tomt og saksen er fremme..
 Jeg tager en lille tur i haven efter lækkerier til aftensmaden; Ramsløg, Purløg, skud fra Grønkål, Mynte, Løvstikke og endelig bredbladet Persille.
Fanny følger med mig. Hun er blevet meget kontakt søgende efter hun mistede sin bror.Jeg klapper og kæler og fortæller hun er den bedste kat. Tror hun er helt enig :)

mandag den 20. april 2015

6 glæder fra ugen der er gået

 Løvstikke. En urt jeg har et intenst forhold til. I mange år havde jeg svært ved at få den til at gro, selv om alle fortalte mig den groede som ukrudt.....Men her i skoven trives den og jeg har kunne plukke ind til bl.a at koge den med Beluga linser.
Påskeliljer. YngsteDatter skriver speciale, men valgt at komme forbi til lidt skovluft og kærlige knus. Hun svælgede i narcisser og nu dufter stuen af hendes buket.
 Køkkenhave. Solen kom forbi og varmede både jord, dyr og mennesker. Jeg blev forført til at sprede lidt frø i et bed eller to. Åh, du gode forår.
 Mynte. Jeg har mynte her og der og alle vegne. Det er godt jeg synes den er både fin og god. Ugen bød på kopper af skarp myntethe- smagen af vår.
 Bøgen. Endelig sprang den også ud hernede i Udkanten af det hele. Og den blev både rost, beundret og spist. Vi skal altid lige indtage et par lysende blade, det er en tradition.
Hegn. ÆldsteDatter sprudler af hegn og jeg takker og tager imod. Hegn gør den åbne have godt og jeg frydes og hendes kreativitet,  hun skaber virkelig meget ud af intet.

fredag den 17. april 2015

Frokost

Jeg er kommet ind i en periode , hvor jeg bager mit eget rugbrød igen. Hernede i Udkanten af landet, er det svært at få et godt rugbrød, så må jeg jo bage mit eget. Med så meget rugbrød i huset, må jeg jo  spise rugbrød til frokost.
Jeg spiser økologisk så vidt det er mig muligt, og leder gerne længe efter de økologiske muligheder, men lige på et punkt gør jeg ikke......
Pålægschokolade !
Jeg synes den bedste pålægschokolade er den fra Galle & Jessen og den skal være lys. Og ja, den er sikkert proppet med al verdens skidt og møg- har ikke læst bagpå....Men når jeg er i pålægschokolade humør, så er det dén der gælder :)
Lige i disse dage ser min frokost sådan ud- hjemmebagt rugbrød- et stykke med den godeste avokado fra Årstiderne med citronsaft, salt, peber og hakket hvidløgstop og et stykke med smør og pålægschokolade samt et par gulerødder eller tre.
I disse dage gør en sådan frokost mig særdeles mæt og glad. Hvad spiser du i disse dage ?

torsdag den 16. april 2015

Trist og meget sørgerligt

 Castiel er død. Han har som I ved, haft mange ulykker og i går valgte vi , efter råd fra dyrlægen, at tage hans liv. Røgtenbillederne vist at hans knogler ikke groede sammen som de skulle og nye brud og særheder var kommet til..... Han havde ondt og kunne næsten ikke gå. Det var meget meget trist at sige farvel, men beslutningen om at ende hans unge liv, den var entydig sand.
Her sover han oven på sin søster. Hun har siden i går aftes ledt efter ham alle vegne...
Castiel elskede at være ude. Løbe i skoven ,slænge sig i en solstråle i gården og holdt af at sidde sammen med mig på trappestenen og kigge ud i verden.
Her har han dog valgt at claime en af HønseDamernes redekasser..
Han havde et ganske fint forhold til både dyr og mennesker :)
Han var den fineste, smukkeste, kærligste lille kat og vi vil savne ham meget. Den 25. April ville han være blevet 1 år. Vi er glade for, vi fik lov til at kende ham og at han havde lyst til at være her hos os, i det lille hus i skoven.

onsdag den 15. april 2015

Duftgeranium

Jeg kunne fylde min blog med blomster, for de vælter op derude. I stedet for, får I billeder af en af mine mange duftgeranium :)
 Den gror med en livsglæde, der bare får mig til at elske den.
Duftgeranium - den stærke duft, når du berører bladene og de små fine blomster.

tirsdag den 14. april 2015

At kunne glædes

Jeg er meget taknemmelig for at eje evnen til at glædes. Jeg havde engang en chef, der sagde at han aldrig have mødt et menneske, der kunne glædes over så lidt, som jeg kunne...Jeg valgte at se det som et kompliment, noget han anerkendte som værende en positiv egenskab.
Jeg ejer nemlig lige præcis dén evne; at glædes over lidt.
 Lyset der falder gennem mit køkkenvindue, fylder ud over mit hjemmebagte rugbrød.
Anemonen på mit bord, må siges at være så inderlig smuk.
Jeg glædes :)

mandag den 13. april 2015

Vi er alle kunstnere


" At påvirke dagens kvalitet
   er den højeste kunstform"

- tænkt, sagt, skrevet af Henry David Thoreau.

Jeg tænker over hans ord, jeg mærker efter, der inde hvor følelserne lever, vokser og slår rod. Jeg har et valg, jeg har altid et valg, nemlig hvordan jeg vil reagere på det, der møder mig. At påvirke dagens kvalitet, er en vidunderlig udfordring, giver mig friheden til at skabe min dag, være bevidst omkring, hvordan jeg vil møde min Mandag, med alt det, den nu engang vil bringe mig. Jeg bestemmer bestemt ikke selv alt der kommer mig i møde, eller falder ned i hovedet på mig, men jeg bestemmer selv om jeg vil lade det styre mit liv eller om jeg vil tage ved lære af det. Tænk engang, en frihed det giver.
Der er ingen der har sagt det skal være let, men vi er alle kunstnere i vores eget liv.

Billedet er fra haven, den bid jord, jeg har fået lov til at kalde min, bare for et stykke tid.



torsdag den 9. april 2015

5 glæder fra ugen der gik og som aldrig kommer tilbage

 Asparges - jeg elsker dem svøbt i olivenolie, citron, salt og parmesan - favnet i en hed ovn til de smelter på tungen.
 Primula - i mit hvide bed. Den er så ikke hvid, men nok nærmere lagkagecreme farvet..Men den er en gave fra den sødeste veninde fra det store Jylland og den er i blomst og har overlevet både mus, mosegris, katte og høns, så den er ikke bare smuk, men også ganske sej.
 Høns og Hegn - to meget dejlige oplevelser i min have i skoven.
 Castiel - må være verdens mest uheldige kat...Er igen igen igen kommet til skade og kan knapt nok gå...Men nuttet, det er han altid. Her prøver han vist på at være lidt farlig....Eller så gaber han bare:)
Brydningstid. Vår møder vinter,  Anemone og Viol - stearinlys. Jeg hepper på vår.

tirsdag den 7. april 2015

Haltende blogliv

Vorterod står som små sole over alt, endnu et bevis på at det er forår, trods nattefrost og bidende vinde.
Jeg er blogger af hele hjertet, er så taknemmelig for denne blogverden og de muligheder den tilbyder. De sdiste par måneder har jeg haft svært ved at finde mit blogflow, men jeg regner bestemt med det kommer, regner helt bestemt stadig med at dele, hvad der foregår her blandt egene, men indlæggene kommer nok lidt hist og pist. Ville bare sige det, for jeg ved, at gode mennesker sidder derude og bliver lidt bekymrede, hvis ikke der har været nyt fra huset i skoven, i et stykke tid.
Jeg er taknemmelig for at der er nogen der læser med, nogen der interesserer sig for mig og mit liv,så derfor denne lille meddelse :)

fredag den 3. april 2015

Ugens buket

Anemoner.  Nu er de her, de står derude og åbner sig mod solen, jeg byder dem velkomne og plukker en lille buket til mit bord. God weekend til jer der kigger forbi :)

onsdag den 1. april 2015

Overgange

Jeg har et eller andet med overgange... At sidde på en trappesten; spændingsfeltet mellem inde og ude. En bro; overgange fra et land til et andet. Eller hva med i går, den sidste dag i Marts;
Sne ude og pelargonie i blomst inde.