fredag den 18. december 2015

Fredag

Jeg er som bekendt i den uheldige situation at gå rundt uden et lønarbejde. Men ugedagene er alligevel forskellige for mig, ingen dage er ens. Fredag har sin helt egen stemning af afrundning, forventning, håb og forkælelse.
Fredagens buket er Juletulipaner. En gave fra min søde ÆldsteDatter. Jeg har rystet jorden af dem og bare sat dem i et tomt Tahin glas, støttet af lidt mos fra haven. Jeg er ret fornøjet med den enkelhed, dette lille blomster arrangement udstråler, som det står der på mit køkkenbord.
God Fredag :)

torsdag den 17. december 2015

Det gode vindue med det lange udsyn

Jeg holder meget af at stå ved køkkenvasken og kigge ud af køkkenvinduet, lade blikket følge gårdspladsen , glide mellem de 2 Buskbom kugler, videre ad græssets grønne flade, til det smutter op ad og i mellem de 2 runde kompost kugler, med et  lille sideblik til Watsons Kanin, inden det glider gennem stammerne og ind i skoven.
Om aftenen, hænger der en lyskæde i en lille snebyge og pynter i det gode vindue.

onsdag den 16. december 2015

En lille JuleFryds pause

Pauser er vigtige. I denne juletid kan du forkæle dig selv med enkle midler, der skal ikke så meget til, før du føler dig ekstra juleforkælet;
 Prøv at brygge dig lidt kardemomme kaffe, ren julestemning. Jeg åbner et par kapsler og hælder dem i mit kaffefilter sammen med kaffen og brygger dem som jeg plejer- men hvilken julesmag :)
Pausen kan så yderlig juleficeres  med dadler, hvorfra stenen er erstattet med marcipan..Denne marcipan kan eventuelt tilsættes lakridspulver eller appelsinskal...Måske kunne hele herligheden dyppes i flydende chokolade..Men det kræver måske en lidt længere pause :)
Pauser er vigtige.

tirsdag den 15. december 2015

Tanker om at blogge

Jeg har lært noget om mig selv i mit lange blog liv - ja, jeg har lært meget, men en af de erfaringerne jeg har gjort mig er, at jeg må blogge yderst regelmæssigt, eller mister jeg mit blogflow.
 Men et er hvad jeg ved,  noget andet er, hvad jeg så gør.....
Men lidt er bedre end intet :) Så nogle indlæg her og der, uden så mange ord, vil nok være faste punkter i den kommende tid.
Tid. Døgnet har 24 timer, det er ens for alle. Hvad de timer så bruges til , det er meget forskelligt for menneske til menneske. At tænde et lys, sidde og kigge lidt på det, er ikke spild af tid- det er tid givet godt ud.

fredag den 11. december 2015

Fredag formiddags glimt

 Fredagens buket må være denne kvist af et Elletræ, der står på mit køkkenbord. Der hænger en Elg af perlemor samt en kogle af "sølv".
 Øverst oppe, har jeg klemt det sidste glimmerlim ud af en tube, men lidt bling bling skal der til i December, synes jeg.
 Fredags lækkeri, må være disse smuttede, ovntørret mandler, der blev forvandlet om til den blødeste marcipan. Jeg prøver forskellige smags varianter, så vi kan finde den helt rigtige til Juleaften. Al den marcipan, jeg må prøvespise- ak ja, det er hårdt at være JuleMadsAnvarlig :)
 Fredagens have pynteri må være mos. Jeg holder meget af mos, dets farver, dets struktur, ja al dets væsen. Jeg har forsigtigt puttet nogle af mine krukker under den grønne dyne og kigget strengt på HønseDamerne og bedt dem lade det være. Vi får se, om det hører efter..
Fredagens mad, det er jo næsten altid Pizza her i huset - en meget god tradition ÆldsteDatter og jeg har skabt. Dejen  blev rørt da morgenen stadig var så mørk som natten og står nu og hæver koldt. En af pizzaerne skal være med tomatsovs,blev der ønsket, så den kogte jeg af gulerod, løg, hvidløg, lidt æbleeddike, laurbærblad, god pure og selvfølgelig tomater af den bedste slags en dåse kan frembringe. Salt og peber, samt en anelse sukker, afrundede hele herligheden, inden den blev blendet til en tyk og meget lækker sovs.
Fredagen er god, for det har jeg bestemt at den skal være, så jeg fylder på med glæderne.
God Fredag, God weekend til jer der kommer forbi her inde blandt Egene :)

torsdag den 10. december 2015

Alle mine små venner

De har det godt, alle disse dyr, jeg deler mit liv med;
 Ragnhildur den stolte - vores gode Hane, der bærer et kvindenavn, fordi vi først troede, han var en Høne. Da vi hørte det første kykkeliky, fik han et ekstra navn; Urheim. Men han er en stolt, godmodig, viis og stærk Raghildur.
 Aften havregryn på trappestenen ; Rollo og Filippa - mor og datter.
 Og på den anden side af trappestenen; Raghildur, der ivrigt fortæller og viser de damer, at her er der mad. Carmen, Ghita, Elvira og Kajsa....Men der mangler jo nogle...  ?
 Dér var Carsten - allerede på pinden, hun er en dame der går tidligt i seng og hun er ikke den første til at springe ud af Hønsebo om morgen. Men der mangler stadig nogen...Jo, der mangler Betram, Karl Oscar og Milton, de 3 smukke Haner. De er blevet givet til en mand fra skoven, der ville slagte dem og spise dem til aftensmad. Alt er godt.
 Fanny og Bosse. Fanget i  et øjeblik, hvor de ligger stille og roligt sammen, noget der ikke sker så tit, da Bosse er ret vild og synes de skal slås hele tiden, hvilket Fanny synes er totalt barnligt og som hun bare er alt for moden til. Måske denne stille fred, skyldes de er sammen om noget vildt forbud - at have sneget sig op, det eneste sted de ikke må være...I min seng.
Alt er fint.
Smukke Watson, der bor i sit bur med egen have, der oppe i skovbrynet. Altid møg beskidt, for han elsker at grave hemmelige huler og bliver så glad, når Hønseflokken kommer forbi på visit.
Alt er som det skal være.
At det er hyggeligt og berigende at have dyr, det er en af de nye oplevelser, jeg er blevet givet, efter jeg flyttede helt her ned, til Udkanten af Danmark.

onsdag den 9. december 2015

Vi har kun den sjov, vi selv laver

- Eller , det gælder om at fylde så meget glæde i sin dagligdag, som man overhovedet kan skabe. ÆldsteDatter, som jeg deler det lille hus med, har en ganske betragtelig glæde for julekugler og hvert eneste år, kommer der nye til samlingen. Hun glædes, og som glæde har for vane, så spredes den og smitter af på alt og alle, og det lille hus nyder godt af de smukke kugler, der hænger her og der og  bare oser af legende, frydefuld juleglæde.

tirsdag den 8. december 2015

Frokost

Jeg klipper i gamle blade, tager ud hvad jeg tror jeg får brug for og hvad jeg bare ikke kan lade være med at gemme. Jeg har en trang til at rydde ud, i disse dage, skabe overblik og plads. Sikkert fordi der er områder af mit liv, der er uoverskuelige og uden for min kontrol, så kan jeg da altid få en vis følelse af overskud og styring ved at rydde op i bøgerne og få orden på skufferne.
Jeg er en kvinde der altid kan spise. De mennesker der fortæller de havde så travl at de glemte at spise.....  !!!!!   Jeg kan slet ikke forholde mig til det - jeg kender slet i den tilstand :)
Så frokost midt i det hele; en rest græskarsuppe med grønkål, dampet broccoli med sesam, olivenolie, citron og salt , dertil en god gnavebolle.
Rester fra gårdagen er skønne som frokost :)
Til kaffen :)
Kaffe skal der til og gerne flere kopper og rigtig rigtig gerne med noget sødt til.
I disse dage er det den rene og skære luksus, da kagedåsen er fuld af de dejligste kager, vi bagte i Søndags. Ren julefryd.

mandag den 7. december 2015

Venter

Mandag morgen og det er stadig mørkt..Tænder lys og venter på solen.
Venten. En tilstand, der kan være både fyldt med ro, inderlighed og tilfredshed, men den kan også være præget af bekymring, usikkerhed og rastløs irritation. På nogle områder af mit liv, kan jeg vente med tillid, ro og et vist mål af inderlighed. Andre områder af venten, er præget af bekymring, stor usikkerhed, nervøsitet og lettere panik.
Jeg vil trække vejret dybt, 3 gange, kigge ud på mørket og vente på lyset og når det langsomt viser sig på himlen, vil jeg gå ud og lukker alle HønseDamerne og deres Haner ud til denne Mandag i December.

fredag den 4. december 2015

Knogle glæde

Kender I ikke det, at man kan blive så glad og taknemmelig for, at der findes gode mennesker,  omkring een, at man bliver varm og blød helt ind i knoglerne?
Sådan har jeg det lige nu :) Den sidste uge har budt på 2 veninde ture, hvor jeg er blevet hørt, set, forkælet og bare følt at jeg sørme var et ganske fint menneske man gad at være sammen med. Og weekenden bliver fyldt med gode lange stunder med mine 3 børn og et par svigerbørn. Jamen, så kan jeg da kun blive taknemmelig.
Og ved I hvad - noget jeg er så uendelig taknemlig over - det er jer ! Jer der giver jer tid til at læse med her , giver jer tid til at skrive de dejligste kommentarer, hvor I taler til mig , deler ud af egne synpunkter og erfaringer og taler med hinanden. Det er jer der giver denne blog liv. Tak :)
Denne lille fyr, har ÆldsteDatter sat op i vinduet, hvor han sidder der blandt julekuglerne og kigger ind på  mennesker og dyr, der lever i det lille hus. Han tænker sit, det er jeg ganske sikker på...
Må I alle have den dejligste weekend.


torsdag den 3. december 2015

Skal vi ikke aftale det ?1

Jeg nyder at pille herdagens nips ned, smiler lidt af, hvor meget jeg åbenbart har sat op her og der, i kroge og hjørner, især med tanke på at jeg selv mener jeg ikke er til voldsom meget nips. Her blev lidt mærkeligt blankt, lidt tomt..Men det var en kort oplevelse; for så kom al julepynten frem og bredte sig i hver en krog, i hvert et hjørne- så var alt som det plejer, bare med julestemning.
Lad os gøre vores bedste for at gøre denne Torsdag den 3.December til en rigtig god dag, og med det mener jeg en dag hvor glæde fylder i vores hjerter og vi lader den strømme ud og smitter de mennesker, vi møder på vores vej gennem denne regnvåde, mørke dag i December. Hmm- kan måske være lidt af en opgave, men vi gør det bedste vi kan og et smil til buschaufføren - det kan vi vist alle magte. Smil- det smitter.

onsdag den 2. december 2015

At værne om lyset

Det er en mørk kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser...Tror det var Gasolin, der sang det engang da jeg var ung. Det er en mørk tid og vi må gøre vores allerbedste for at tænde et lys i mørket.
I alle betydninger af lys og mørke - ydre såvel som indre.

Var inte rädd för mörkret,
ty ljuset vilar där.
Vi ser ju inga stjärnor,
där intet mörker är.

I ljusa irisringen
du bär en mörk pupill,
ty mörkt är allt som ljuset
med bävan längtar till.

Var inte rädd för mörkret,
ty ljuset vilar där,
var inte rädd för mörkret,
som ljusets hjärta bär.

Erik Blomberg

Jeg tænder lys i mit hus, sætter lyskæder op, både her og der, inde så vel som ude. Selv en stjerne har fundet vej til det ene vindue. Jeg tænder mit indre lys ved at gøre mig umage med det, der gør mig glad. Den mørke tid skaber ro til fordybelse, mulighed for at reflektere over livet og alt dets hurlumhej. Vi har brug for mørket, som vi har brug for lyset- balancen må være der.
Uden mørke, intet lys.
Det er en fin måned - December.

tirsdag den 1. december 2015

Traditioner

Traditioner er betydningsfulde for mig, fordi de er med til at markere årstiderne skriften og det sted jeg befinder mig i mit liv. Mine traditioner gennemgår hele tiden en udvikling, mange traditioner bliver opløst, fordi de ikke har en betydning for mig mere og nye kommer til, fordi jeg føler et behov for at skabe dem.
Julekalender. Nu for andet år i træk, så må den vidst være grundlagt som en juletradition. LakridsJulekalenderen - hver eneste morgen fra den 1. til den 24. December nydes et stykke udsøgt lakrids FØR morgengrøden - ren nydelse, ren forkælelse, ren julefryd.