onsdag den 20. april 2016

Grønt !

Mens jeg skriver disse ord, kan jeg løfte blikket fra tasteturet og kigge ud af mit vindue og se, at bøgen er sprunget ud. Hørte I det; Bøgen folder alle sine sart syrlig grønne blade ud, i netop disse timer !
Ren lykke.
Grøn er en god farve;
 Lækre grønne brændenælder, netop nu er de topskuddene sprængfyldte med saft og kraft- masser af mineraler og vitaminer. Jeg læste i en rigtig god og nyttig bog ; "SANK" at man kan lave brændenældechips. På samme måde som de berømte grønkålschips.
 Jeg plukkede, skyllede, duppede, vendte med lidt god olivenolie og flagesalt og efter 10 minutter i en 200 grader varm ovn, havde jeg knasende brændenældechpis.
"SANK" er skrevet af Johanne Stege Bjørndal og Julia A. Swane og er en guide til et udvalg af vilde spiselige planter, hvor du finder dem, hvordan de ser ud og hvad du gør med dem. De har også kloge ord om forurening, biodiversitet, natur og adfærd i det at sanke. Jeg synes, det er en fin bog og den løfter det at spise "ukrudt" op på et mere spændende gastronomisk niveau end så mange andre bøger af samme slags. Jeg har fået den i fødselsdagsgave af veninden, der kender mig godt.
 Det vi sanker kan godt indtages på andre måder end som pesto , selv om det nok er meget brugt :)
Jeg elsker pesto . Elsker den grønne farve. Elsker du kan bruge alle mulige slags urter og nødder. Pesto er ikke bare pesto og den bliver aldrig bedre end de råvarer du skaber den af. Da jeg jo var i ukrudts humør, fortsatte jeg i samme boldgade og  lavede en pesto ; Brændenælde, Skvalderkål, Ramsløg, ristede mandler, citronsaft, salt, peber, parmesan og god olivenolie.
Jeg vil gerne dele to gode råd ; Når du bruger brændenælde i pesto, så nøjes med at bruge topskuddets  blade, ingen nok så lille og blød stilk bør komme med - for stilken har en tendens til at trække tråd. Det andet gode råd er, at når du indsamler og spiser Skvalder kål, så pluk bare de blanke blade, de smager bedst. Det vil sige, pluk og spis det blad der ligger til venstre :)
Det var det grønne for i dag :)

6 kommentarer:

  1. Tak for de ualmindelige gode tip, jeg har heldigvis skvalderkål i haven, både her og i Sverige, og brændenælder findes også, så jeg skal da prøve din pesto:) Bogen SANK må på min liste;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mig en fornøjelse :) Godt du ikke går ned på råvarene :) jeg synes det gør en meget stor forskel i både smag og tekstur - så derfor er de gode råd givet videre.

      Slet
  2. Hvor det det skønt mht. bøgen, må tjekke i morgen, der hvor jeg var, så jeg ikke lige om bøgen var sprunget ud, men det var også langs cykelstierne, og her er det hybenbuske der pryder billedet.
    Savner altså lige en have nu, ikke de ting der kan dyrkes i kummen på altanen, men brændnælde, ramsløg og skvalderkål. bliver så lækkersulten, har aldrig prøvet brændnælde chips.

    SvarSlet
    Svar
    1. Her sprang den altså ud, lige da vi kiggede væk :) Det ene øjeblik intet og pludselig var den der ! Og nu springer den ene efter den anden ud :) Forstår godt du savner det vilde , men heldigvis kan vi gå ud i naturen og samle det ind - måske lave en hel lille udflugt ud af det :)

      Slet
  3. Brændenælde og chips, - ikke lige to ord, der hænger sammen. Altså ikke før nu i hvert fald.
    Jeg slog græs i går, og hvilken velsignelse. Det er som om man lever lidt mere, når naturen vågner.

    SvarSlet
    Svar
    1. Næ, det har du ret i :) Må så også sige, at det eneste de har til fælles, er at de knaser - ha ha :) Duften af nyslået græs, er ren sommerduft for mig :) Jeg mener vi er meget forbundne med naturen, så kan kun være enig med dig :)

      Slet